Sådan giver du førstehjælp med og uden brug af hjertestarter
Inden du begynder at give hjertemassage og kunstigt åndedræt, er det vigtigt først at tjekke, om personen er holdt op med at trække vejret. Er du i tvivl, bør du påbegynde førstehjælp.
- Knæl ved personen
- Kald på personen: Rusk forsigtigt for at tjekke, om vedkommende er bevidstløs.
- Skab frie luftveje: Se, lyt og føl i maksimalt 10 sekunder for at afgøre, om personen trækker vejret normalt. Tjek om brystkassen bevæger sig.
Her kan det være en hjælp at huske på ABC-reglen. ABC-reglen danner grundlaget for al førstehjælp, uanset om det drejer sig om mindre skader eller livstruende situationer.
- A står for Airway (frie luftveje): Sørg for, at tilskadekomnes luftveje er åbne.
- B står for Breathing (vejrtrækning): Kontroller, om personen trækker vejret normalt.
- C står for Circulation (kredsløb og hjerte): Yd den nødvendige hjælp, der sikrer kredsløbet og hjertet.
Vi har samlet de vigtigste pointer i denne artikel, hvor du få et overblik over, hvordan du anvender metoden til at vurdere og yde hjælp i krisesituationer. (link til abc-artikel).
Hvornår giver man førstehjælp?
Normal vejrtrækning: Stabilt sideleje
Når en persons vejrtrækning er normal, er det vigtigt at placere vedkommende i stabilt sideleje for at sikre frie luftveje. Stabilt sideleje forhindrer, at tungen blokerer luftvejene.
- Placer den nærmeste arm vinkelret på kroppen.
- Bøj det fjerneste ben i knæet og træk det op mod kroppen.
- Læg den modsatte hånd på kinden med håndfladen udad.
- Rul personen forsigtigt over på siden ved at trække i det bøjede knæ.
- Justér hoved og hals for at sikre frie luftveje.
Ingen normal vejrtrækning: Ring 1-1-2 og start hjertelungeredning
Hvis der ikke er vejrtrækning, skal du påbegynde hjertelungeredning.
Sådan gør du uden en hjerterstarter
Når en person ikke trækker vejret normalt, er det afgørende straks at ringe 1-1-2 og påbegynde hjertemassage.
Få en anden person til at ringe 1-1-2, hvis det er muligt. Så kan du fokusere på at give hjertemassage.
Placer hænderne midt på personens brystkasse og begynd at trykke ned med en fast rytme på ca. 100-120 tryk pr. minut. Husk, at du skal trykke cirka 5-6 cm ned.
Giv to indblæsninger efter hvert 30. tryk ved at åbne personens luftveje og blæse ind i munden, mens du holder for næsen. Dette hjælper med at få ilt til hjernen og organerne.
Fortsæt med hjertemassagen indtil hjælp ankommer, eller indtil personen begynder at trække vejret selv igen.
Sådan gør du med en hjertestarter
Er der en hjertestarter i nærheden, kan den øge chancen for overlevelse ved at sende elektriske signaler, som kan genstarte hjertet.
Sådan gør du, når hjertestarteren ankommer:
Åbn hjertestarteren og tryk på ’START’ knappen. Hjertestarteren vil herefter guide dig gennem hvert trin.
Følg hjertestarterens anvisninger
Når hjertestarteren er aktiveret, er det vigtigt at følge dens instruktioner. Hjertestarterens vejledning er designet til at hjælpe dig bedst muligt.
- Påsæt elektroderne: Som illustreret på enheden.
- Sørg for fastgørelse: Elektroderne skal sidde tæt på ren, tør hud.
- Hold afstand: Ingen må røre personen under analysen.
- Følg anbefalinger: Hvis stød er nødvendigt, råb "Alle væk, der stødes."
Hvis stød anbefales
De fleste moderne hjertestartere giver automatisk stød. Hvis du har en, der ikke gør det, skal du sikre, at området er ryddet, før du trykker på stødeknappen.
Husk altid at følge hjertestarterens instruktioner nøje. Den er designet til at være så intuitiv som muligt og vil bekræfte, når et stød er blevet givet.
Efter stødafgivelsen skal du straks genoptage hjertemassage og indblæsninger ved at gentage 30 tryk og 2 indblæsninger, indtil hjertestarteren giver en ny besked eller professionel hjælp ankommer og tager over
Hold ud, og vær tålmodig. Din vedholdenhed spiller en kritisk rolle og kan gøre forskellen mellem liv og død.
Hjertestarteren analyserer igen
Efter cirka to minutters hjertemassage vil hjertestarteren analysere personens hjerterytme igen.
Det er vigtigt, at ingen rører ved personen under analysen for at sikre en nøjagtig aflæsning. Hjertestarteren vil give instruktioner baseret på den nye analyse.
Hvis maskinen anbefaler et nyt stød, skal du gentage processen som tidligere beskrevet.
Hvis hjertestarteren ikke anbefaler et stød, skal du straks fortsætte med hjertemassage og indblæsninger. Fortsæt indtil den professionelle hjælp ankommer.
Lær førstehjælp – Bestil et førstehjælpskursus til din virksomhed hos Securitas
Hos Securitas kan vi både levere, installere og servicere din hjertestarter. Derudover tilbyder vi undervisning i førstehjælp, så dine medarbejdere er klædt godt på, i tilfælde af ulykker.
På vores kurser lærer I de nyeste teknikker og får indsigt i forskellige scenarier, der inkluderer både førstehjælp og hjertelungeredning med og uden hjertestarter.