Skip to main content
Ring til os

    Staten udskiller sikkerhed som selvstændigt driftsområde i stor aftale med Securitas

    Securitas Danmark har vundet Bygningsstyrelsens udbud af vagt- og sikkerhedsydelser under Statens Facility Management 2026. Aftalen omfatter 100 institutioner fordelt på cirka 242 lokationer og markerer samtidig en vigtig udvikling.

    Securitas vinder ny landsdækkende aftale om vagt og sikkerhed for Bygningsstyrelsen

    Med aftalen fortsætter og udbygger Securitas samarbejdet med Bygningsstyrelsen om at levere sikkerhed til en række statslige institutioner over hele landet. Opgaven omfatter blandt andet fast bevogtning, vagtrundering og alarmudkald.

    Aftalen afspejler en udvikling, hvor sikkerhed i stigende grad behandles som et selvstændigt driftsområde med egne krav til kvalitet, leveringssikkerhed, fleksibilitet, sikkerhedsgodkendelser og digital understøttelse.

    “Vi er stolte over, at vi har vundet udbuddet og dermed kan fortsætte samarbejdet med Bygningsstyrelsen. Aftalen bekræfter værdien af en løsning, hvor høje krav til sikkerhedsgodkendelser, fleksibilitet og ensartet kvalitet på tværs af lokaliteter går hånd i hånd. Vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde og til at levere en stabil og tryg løsning i hverdagen,” siger administrerende direktør i Securitas Danmark, Claus Fibiger.

    Bygningsstyrelsen peger også på kvalitet, pris og leveringssikkerhed som centrale parametre i valget af Securitas.

    “Bygningsstyrelsen har indgået kontrakt om SFM – Vagt og Sikkerhed 2026 med Securitas, som har leveret et godt tilbud, vurderet i forhold til de kriterier, vi har fastsat for kvalitet, pris og leveringssikkerhed. Securitas er allerede en kendt samarbejdspartner, og vi ser frem til at fortsætte samarbejdet om en stabil og tryg sikkerhedsdrift på de nuværende lokaliteter på Bølge 1,” siger direktør i Bygningsstyrelsen, Anders Mærkedahl Pedersen.

    Et samarbejde bygget op over flere år

    Samarbejdet mellem Securitas og Bygningsstyrelsen begyndte i 2020, hvor sikkerhed var en del af den samlede facility management-løsning. Siden er samarbejdet blevet udvidet, og i 2024 overtog Securitas med kort varsel flere sikkerhedsopgaver som følge af skærpede krav til blandt andet sikkerhedsgodkendelser.

    Med den nye aftale i 2026 står sikkerhed nu som et selvstændigt område i Statens Facility Management. Det understreger, at sikkerhed i dag er en forudsætning for stabil drift og trygge rammer i statens bygninger.

    "For Securitas er aftalen derfor ikke alene vigtig på grund af sit omfang, men også fordi den stiller høje krav til faglighed, ledelse, leverancekvalitet og evnen til at levere ensartet sikkerhed på tværs af mange forskellige lokationer," siger Claus Fibiger.

    Stærk leverance kræver både mennesker og systemer

    En sikkerhedsopgave i denne skala kræver både dygtige medarbejdere og stærk systemunderstøttelse. Medarbejdernes erfaring, lokale indsigt og daglige tilstedeværelse er afgørende for kvaliteten i leverancen. Samtidig spiller digitale processer og gennemsigtighed i samarbejdet en stadig vigtigere rolle i en opgave, der skal fungere stabilt på tværs af mange lokationer.

    Securitas ser frem til at fortsætte samarbejdet med Bygningsstyrelsen og til at levere en robust, skalerbar og tryg sikkerhedsløsning i hverdagen.

    Fakta om aftalen

    • Omfatter omkring 100 institutioner
    • Dækker cirka 242 lokationer i varierende størrelser
    • Omfatter blandt andet fast bevogtning, vagtrundering og alarmudkald
    • Er første gang, vagt og sikkerhed udbydes som en særskilt ydelse under Statens Facility Management
    • Driftsstart er 1. oktober 2026

    (Form placeholder mobile)

    Beklager, www.securitas.dk understøtter ikke Internet Explorer. For at bruge vores hjemmeside, så prøv at bruge en nyere browser som Chrome, Safari, Firefox eller Edge.