I dag har Signe næsten 10 års erfaring som patruljevagt, er arbejdsmiljørepræsentant for Securitas’ vagter på Sjælland og er netop blevet forfremmet til assisterende driftsleder i afdelingen.
Et job med variation og plads til forskellighed
Signe kører patrulje om natten, og der er flere ting ved jobbet, der tiltaler hende. Man har frihed under ansvar, fordi man er på egen hånd meget af tiden, og så giver det mulighed for at kombinere sit arbejde med en aktiv hverdag: ”Som patruljevagt går man jo meget. Man kan godt forvente 20.000 til 25.000 skridt i løbet af en nat.”
Ifølge Signe er det et job, som har plads til mange forskellige personligheder: ”Man kan selv vælge, om man vil køre og snakke med sine kolleger hele natten, eller om man har brug for at sidde og høre musik eller lydbøger. Så på den måde er det jo en stilling, der taler til både de introverte og ekstroverte typer.”
Signe sætter desuden pris på balancen mellem struktur og spontanitet. For selvom ruter og opgaver er planlagte, er der altid en uforudsigelighed, som gør arbejdet tilpas varierende og spændende – og det motiverer Signe: ”Det tiltaler mig, at man som udgangspunkt har en forudsigelig nat, men at der også kan ske noget, som bryder med forudsigeligheden. Vi kører jo og passer vores kunder, og så kan vi få en alarm, hvor vi kører efter indbrud, overfald, utryghed og alle sådan nogle ting. Det synes jeg, er fedt.”
En særlig oplevelse
De uforudsigelige situationer er også dem, Signe husker bedst. Og der var en specifik episode, som har gjort særligt indtryk.
Securitas’ patruljevagter kører også på privatalarmer, hvis alarmleverandøren ikke selv har patruljevagter til at køre i området. Og engang kørte Signe ud til et hus, hvor alarmen tidligt om morgenen var gået nede i stueetagen. Der havde for nylig været indbrud inde hos naboen, og der var en datter i teenagealderen alene hjemme.
”Jeg kommer derud, banker på og råber at ’det er vagten,’ så hun ved hvem, der banker på. Hun kommer ned og åbner, og der står en meget skræmt ung pige foran mig.”
Den unge pige havde brug for at vide, at hun var alene i huset. Så hun var tryg ved at være alene hjemme, indtil hendes forældre kom. Signe gennemgik derfor alle hjørner i huset: ”Jeg gik rundt om huset og kiggede efter brudmærker, og jeg tjekkede alle kroge, skabe osv. Hun havde brug for at vide, at der ikke var andre i huset.”
Det viste sig, at alarmen var gået på grund af spindelvæv. Og at det tilfældigvis var sket kort efter indbruddet inde hos naboen, hvilket naturligvis skræmte den unge pige. Men det ændrede ikke på Signes tilgang til opgaven. Spindelvæv eller ej – pigen havde brug for tryghed, og i den situation var det Signes vigtigste opgave at sørge for dét.
Medarbejdernes stemme
For cirka et år siden blev Signe valgt som arbejdsmiljørepræsentant for Securitas’ vagter på Sjælland. Hun arbejder med registrering af arbejdsskader, forebyggelse og dialog og ser sig selv som bindeleddet mellem sine kollegaer og ledelsen: ”Jeg prøver egentlig bare at være medarbejdernes stemme,” siger hun.
Og rollen passer rigtig godt til Signe. Hun er nemlig ikke bange for at tale højt om de ting, der ikke fungerer: ”Jeg har en stor retfærdighedssans, og jeg ved, at jeg godt kan råbe højt. Jeg ved, at jeg ville turde gå til vores nærmeste ledere, hvis der var et problem med arbejdsmiljøet.”
Signe har været i branchen i en del år, og hun kan derfor se tingene fra flere vinkler. Hun kan bygge bro mellem sine kollegaer og ledelsen, og det ser hun som en stor styrke: ”Jeg ved, at jeg er fair. Jeg kan se, om et problem allerede er ved at blive løst, eller måske tager længere tid at løse. Og så ved jeg, hvad vi har krav på, og hvad der er godt og sundt for arbejdsmiljøet. Jeg tror egentlig, det var den der kampkvinde i mig, der synes, det kunne være sjovt at være ansigtet udadtil for vagterne.”
Kvinde i en mandsdomineret branche
Det er ingen hemmelighed, at der er en del flere mandlige end kvindelige vagter. Og da Signe startede i Securitas i 2016, var hun den eneste kvinde i afdelingen. Men det har aldrig været en begrænsning for hende. Tværtimod har hun lært at bruge sine styrker aktivt, og hun mener, at forskellighed er en fordel. ”Jeg kan noget andet end mænd kan, og de kan noget andet end jeg kan,” siger hun. ”Der er desværre nogle mænd, der kun har respekt for mænd. Og uanset hvor sød og rar og empatisk jeg er, så kan jeg ikke vinde over for de mænd, der ser mig som mindre værd end dem. Omvendt kan jeg fx være bedre til at konfliktnedtrappe mænd end mine mandlige kollegaer, fordi de ikke på samme måde bliver provokerede af mig.”
Generelt oplever Signe et stærkt kollegialt sammenhold, hvor man passer på hinanden, og hvor hendes kolleger bakker op i situationer, der kræver ekstra støtte. For hende er det et bevis på, at branchen fungerer bedst, når man spiller hinanden gode.
En del af noget større
Når Signe sætter ord på, hvorfor Securitas er et godt sted at arbejde, fremhæver hun hensynet til den enkelte medarbejder og mulighederne for at udvikle sig. Hun oplever en ledelse, der aktivt forsøger at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen.
Signe har været forbi andre vagtselskaber, men hun er altid vendt tilbage til Securitas. Hun fortæller, at det blandt andet handler om følelsen af at høre til og blive set som menneske:
”I nogle selskaber kan man godt føle sig som en brik i puslespillet, sådan at det hele kører rundt. Hvor i Securitas synes jeg, man har stor indflydelse på sit arbejde. Jeg føler, at vi er et stort Securitas, og ikke bare en masse afdelinger rundt omkring. Det er nok den måde, jeg bedst kan beskrive det på.”
Næste skridt
Nu skal Signe i gang med helt nye opgaver i rollen som assisterende driftsleder. Og det glæder hun sig til. Hun søgte stillingen for at prøve kræfter med nye udfordringer, og for at være en del af løsningen på de problemer, der opstår. Og så ville hun gerne have mere kundekontakt: ”Jeg elsker kundekontakt, og det har jeg ikke særlig meget af om natten. Jeg ved, at jeg er god til at snakke med kunder, og det ville så være min kvalitet i den stilling. Og det kunne min nuværende driftsleder heldigvis også se.”