Skip to main content
Ring til os

    Velkomsttale ved Sikkerhedsdagen 2025

    Administrerende direktør i Securitas Danmark, Claus Fibiger, er bestyrelsesleder for Vagt- og Sikkerhedsindustrien i Dansk Industri. I den forbindelse har han den 4. november budt velkommen til Sikkerhedsdagen 2025, hvor han holdt åbningstalen. Læs talen her og bliv klogere på, hvordan Danmark kan styrke sit beredskab gennem tættere samarbejde mellem myndigheder og erhvervsliv – og hvorfor private aktører spiller en nøglerolle i at skabe et mere robust og sikkert samfund.

    Claus Fibiger holder velkomsttale ved Sikkerhedsdagen 2025

    Velkomst Sikkerhedsdagen 2025
    V. Claus Fibiger

    Kære alle

    Det er mig en stor glæde på vegne af Sikkerhedsbranchen og Vagt- og Sikkerhedsindustrien i Dansk Industri at byde jer alle velkommen til Sikkerhedsdagen 2025 – en dag, hvor vi samles på tværs af brancher, myndigheder og politiske partier for at drøfte noget af det mest fundamentale i vores samfund: Danmarks beredskab.

    Vi står i en tid, hvor sikkerhedssituationen både nationalt og internationalt er under hastig forandring. Truslerne er mere komplekse, mere hybride og mere vedvarende end nogensinde før. Derfor er det ikke bare relevant – men nødvendigt – at vi i dag sætter fokus på, hvordan vi som samfund ruster os til fremtiden.

    Vi står nemlig i den situation, at det danske beredskab har været underprioriteret i årtier. Og de seneste måneders hændelser med droner over Danmark viser blot, at vi ikke er gearet til en ny virkelighed med hybride trusler og cyberangreb.

    Derfor er det også vigtigt, vi alle er samlet her i dag. I repræsenterer hver især helt nødvendige led i kæden for sikkerhed og beredskab i Danmark. Uanset hvilke virksomheder, organisationer og myndigheder I kommer fra, så spiller I en afgørende rolle i at sikre, at vores samfund er robust, trygt og klar til at håndtere fremtidens udfordringer.

    Det er kun gennem samarbejde og fælles ansvar, at vi kan skabe et beredskab, der virker – og derfor er jeres tilstedeværelse og engagement i dag så vigtig. Programmet i dag afspejler netop denne nødvendighed.

    Men vi skal også bruge dagen til at sende et klart signal til Christiansborg:

    Lige nu forhandler politikerne på Christiansborg en ny flerårsaftale for politiets og anklagemyndighedens økonomi. Vi ønsker en politireform, der sikrer en mere effektiv og nærværende politistyrke – og som samtidig åbner op for et stærkere samarbejde med private virksomheder.

    Vi ønsker et beredskab, der er robust, fleksibelt og i stand til at håndtere både naturkatastrofer, cyberangreb og hybride trusler. Her ligger private virksomheder inde med en lang række kapaciteter, hvor det ikke giver mening, at myndigheder etablerer tilsvarende.

    Og vi ønsker et forsvar, der ikke alene beskytter vores grænser, men som også indgår i et tæt samspil med civilsamfundet og erhvervslivet.

    Vi mener, at private virksomheder kan og skal spille en større rolle. Vi har kompetencerne, teknologien og viljen til at bidrage – både i det daglige og i krisesituationer. Vores medarbejdere er på plads rundt om i samfundet med vagter og teknikere, der træder til. Men det kræver politisk mod og vilje til at tænke nyt. Og så skal der mere fart på behandlingen af ansøgning om sikkerhedsgodkendelser, og vi trænger også til en opdatering af Vagtloven.

    Så lad os bruge dagen i dag til at styrke dialogen, dele viden og skabe fælles løsninger. Tak fordi I er her – og tak fordi I bidrager til at gøre Danmark mere sikkert.

    Velkommen til Sikkerhedsdagen 2025.

    Beklager, www.securitas.dk understøtter ikke Internet Explorer. For at bruge vores hjemmeside, så prøv at bruge en nyere browser som Chrome, Safari, Firefox eller Edge.